Indkøbskurv
4
1748 er en musikskole, der tilbyder undervisning i
musik, teater, design og billedkunst.
Mand med guitar

Fra efterskolekammerater til filmskabere 26. november 2020

FLOW er et HF-tilbud til kunstneriske unge, der gerne vil dyrke deres store passion sideløbende med deres skolegang. I år er der et nyt hovedfag på skemaet: nemlig Filmproduktion! Her får filminteresserede unge mulighed for at arbejde med hele filmprocessen – fra første idé til færdig film. Vi har talt med to elever, som netop har færdiggjort deres første filmprojekt på linjen.

Da 18-årige Rasmus Michael Henriksen og Patrick Stephen Knudsen mødte hinanden på efterskole, var det den store interesse for filmproduktion, der bandt dem sammen. Selvom de oprindeligt kommer fra hver deres ende af landet, bor de nu sammen i Odense for at fordybe sig i filmproduktion på FLOW:

”Det er så fedt at lave noget, man er passioneret omkring og få lov til at dyrke sin interesse i skolesammenhæng,” fortæller Rasmus, og Patrick stemmer i:

”Noget af det bedste ved FLOW er, at vi får ret frie tøjler til at producere det, vi har lyst til. Det eneste krav til det projekt, vi lige har afsluttet, var faktisk bare, at filmen skulle vare under 6 minutter. Det giver masser af råderum til kreativiteten.”

Første film på FLOW: Under Ingenting

Det første filmprojekt på filmlinjen er nu færdigt og afleveret. Rasmus og Patricks film Under Ingenting er en abstrakt fortælling om dynamikker og magtforhold mennesker imellem. Og mere vil de to filmskabere ikke røbe – for resten er op til publikum selv:

”Det har været vigtigt for os at lave en åben fortælling, som seeren selv kan fortolke ud fra sine egne forudsætninger. Vi har været inspireret af contemporary theatre og arbejdet med, hvordan vi kunne omdanne den fortælletradition til noget filmisk,” fortæller Patrick.

Filmen agerede et pilotprojekt, som de studerende kunne kaste sig over, inden deres eksamen i mediefag – og det har været en spændende proces:

”Det har været fedt at arbejde sammen med andre i en større gruppe. Vi indspillede filmen før de seneste corona-restriktioner og med skuespillerne var vi over 10 mennesker, der alle samarbejdede om projektet,” afslutter Patrick. 

 

Eget produktionsselskab

Forude venter den næste filmopgave, og Patrick og Rasmus har allerede historien klar: Sammen arbejder de nemlig på en film om den græske filosof Epikur, der skal argumentere sig ud af skærsilden. I mellemtiden indgår Under Ingenting i den voksende portfolio, der er ved at tage form under deres produktionsselskab Paen Productions: 

”Vi har stiftet vores eget produktionsselskab for at kunne release vores egne film og samarbejde med virksomheder, der har behov for kreative reklamefilm.

Vi er netop blevet CVR-registreret, og der er ingen tvivl om, vi gerne vil skabe en fremtid for os selv i filmverdenen,” siger Rasmus.

Vil du gerne vide mere? Læs om Paen Productions her og se filmen Under Ingenting her.