Da FLOW i august slog dørene op til et nyt skoleår, var det med et nyt hovedfag på skemaet. Nu kan eleverne på musiklinjen nemlig kaste sig over musikproduktion i skolens nye lydstudie. Der er desuden flere nyheder på vej, og næste skoleår opstarter en helt ny linje med fokus på film.
FLOW har fået sit eget lydstudie – og med det, et nyt hovedfag i musikproduktion. I faget får interesserede elever mulighed for at nørde redigeringsprogrammer, indspille musik og samarbejde med lokale kulturinstitutioner.
Der er allerede 6 elever, der følger undervisningen, og de har alle en nøgle til skolens lydstudie, så de kan arbejde videre med deres projekter i fritiden. Flere af eleverne har eksperimenteret med musikproduktion før, mens det for andre er en helt ny verden:
”For ti år siden var musikproduktion noget, man kun kunne udføre i et professionelt lydstudie. I dag kan man, med det rette udstyr, indspille og redigere musik derhjemme. Og det er der faktisk også mange, der gør, hvor de bare forsøger sig frem.
Vi vil gerne guide eleverne igennem lyduniverset og give dem en bred viden om musikindspilning, produktionsteknikker og professionelle lydredigeringsprogrammer – så de både kan producere det musik, de selv spiller, men også programmere musik. Faget breder sig både over elektronisk musik og klassisk musikindspilning,” fortæller underviser Jesper Malling og fortsætter:
”Jeg glæder mig især til at tage eleverne med ind i et professionelt lydstudie. Det er en helt særlig oplevelse at træde ind i et rum, som er designet til en kreativ proces, og hvor alle de rette redskaber er inden for rækkevidde.”
Lydstudiet er støtte økonomisk af lokalforeningspuljen.
Men lydstudiet er ikke den eneste nyhed på FLOW! Fra skoleåret 2020/2021 starter en ny filmlinje, hvor eleverne bliver indført i alle aspekter af filmproduktion – fra de første beslutninger om valg af skuespillere til filmoptagelse, klipning og distribuering:
”Film er meget mere end det øjeblik, hvor man står og filmer. Selvfølgelig skal vores elever have en masse teknisk viden om kameraindstillinger, lyssætning, instruktion, klipning og lydredigering, men det er også vigtigt, de arbejder med at skaffe midler til filmen, skuespillercasting, set-opbygning og meget mere. De skal agere kameramænd, klippere, manuskriptforfattere og endda også markedsføringsmedarbejdere for at få den fulde forståelse for, hvad filmproduktion egentligt er,” siger Rasmus Skovmand, som er ansvarlig for linjen.
Filmlinjen forventes at tiltrække 20-30 elever årligt og er en naturlig udvidelse af FLOW’s kreative fællesskab:
”Vi glæder os til at starte linjen. Det er på mange måder en linje, der passer perfekt ind i FLOW’s univers. Film er jo en udtryksform, der handler om at røre et publikum. Om at vække følelser og fortælle en historie. Det er fællesnævneren for alle vores linjer,” afslutter Rasmus.
FLOW er blevet til i samarbejde mellem 1748 og VUC Fyn. Det er en HF-uddannelse for unge, der er færdige med 9. eller 10. klasse. FLOW kombinerer den gymnasiale uddannelse med kreative fag gennem tre – snart fire – linjer: musik, teater og kunst & design. Der åbnes for ansøgninger til FLOW i foråret.