”Har du nogensinde tænkt over, hvordan hjernen snyder dine hænder? Hvor svært det er at oversætte noget man ser til papiret uden at ændre på perspektiverne?” spørger Fyns Kunstskoles nye tegnelærer, Carsten Rudolfsen og fortsætter:
”Når mine elever skal tegne en vase, der står på et bord foran dem, kan de se, den er oval. Alligevel tegner de den ofte flad i bunden. Deres hjerner fortæller dem simpelthen, at siden vasen kan stå på et bord, må den være flad i bunden.
Og det er dét, jeg gerne vil arbejde med i min undervisning og hjælpe mine elever med; at lære dem at tegne det, de ser og ikke det, de tror, de ser.”
Stoppede aldrig med at tegne
Carsten Rudolfsen har undervist i klassisk tegning på Fyns Kunstskole siden september – men undervisningsmiljøet er ikke helt nyt for ham. Tidligere har han undervist på Svendborg Kunstskole og bag sig har han en imponerende liste af udstillinger og grafiske udgivelser siden sin debut i 1980 på Kunsternes Påskeudstilling i Århus.
Når man spørger ham om, hvordan hans interesse for tegnekunsten opstod, svarer han: ”Jeg tegnede, ligesom alle børn gør. Men i modsætning til de fleste andre, stoppede jeg ikke igen. Jeg fortsatte, og da jeg blev 16-17 gik jeg på kunstmuseet og blev langsomt tændt på kunsten. Jeg købte lærred, oliefarver og nogle bøger om malerteknik. Jeg begyndte at male, og det har fyldt meget i mig lige siden.”
Abstrakt – eller ikke-abstrakt
Carsten beskriver sit egen kunstnervirke som figurativ kunst blandet med en abstrakt form – nogle kalder det popkunst, men han mener ikke selv, det er dækkende:
”Der er altid genkendelige elementer i mine billeder, men jeg maler f.eks. aldrig i naturalistiske farver. I stedet maler jeg motiverne i en anden farve, end det har i virkeligheden. Det er abstrakt, men det er ikke abstrakt. Jeg synes den dobbelthed er spændende.”
For Carstens vedkommende byder det kommende år selvfølgelig på mere undervisning på Fyns Kunstskole – men han har også både portrætter og kunsthandler på tapetet. Første opgave er at lave et dobbeltportræt af et ungt par.