Indkøbskurv
4
1748 er en musikskole, der tilbyder undervisning i
musik, teater, design og billedkunst.
Mand med guitar

Mød Cecilie Strange 24. august 2020

Cecilie Strange - Jazzmusiker, underviser og albumaktuel

1748 sprudler altid af liv. Gangene giver altid genlyd af brudstykker af musik og sangtekster. Her interesserer vi os for musikken og for hinanden – og vores engagerede lærere brænder for at dele deres kreative og musiske evner med dig.

Bag 1748 står et helt hold af musiske ildsjæle. Her kan du møde én af dem.

 Cecilie Strange underviser i saxofon, jazz-sammenspil og hørelære på 1748. Bag sig har hun en bachelor i rytmisk saxofon fra musikkonservatoriet og en kandidat med saxofon og komposition som hovedfag. Lige nu er hun albumaktuel med sit andet jazzalbum Blue og er en del af elektrojazzduoen K A L E II D O.

 Togturen mod Odense er altid fyldt med forventning

 Til daglig bor Cecilie i København, og flere gange om ugen tager hun toget mod Odense for at undervise på 1748 – en tur, hun altid glæder sig til:

”Der opstår en helt speciel stemning, når jeg sætter mig ind i toget. Jeg glæder mig til det, jeg ved, der venter; et velkendt miljø og en dag med søde mennesker – både kollegaer, ledelsen og mine elever. Når jeg stiger af toget og går fra Odense banegård til 1748, glæder jeg mig altid til at nå frem,” siger hun med et smil og fortsætter 

”Der er en god stemning på 1748, som gør, at jeg altid glæder mig til at vende tilbage. Jeg tror, det samme gælder for eleverne, for der er mange, der kommer igen og igen. Der er et stærkt netværk af andre musikere, som man kender godt og elever, som bare nyder at være der. Det er dejligt at være en del af."

Cecilie har undervist i musik i mere end 15 år – ikke kun på 1748, men også til privatundervisning og på fokuserede jazzcamps. Noget, hun er rigtig glad for:

”Det er altid berigende at møde andre mennesker i alle aldre – jeg har efterhånden undervist i mange forskellige konstellationer og både haft med børn, unge og voksne at gøre. Det er altid fantastisk at opleve, hvordan eleverne udvikler sig, rykker sig og får succesoplevelser med musikken,” fortæller hun.

Albumaktuel under corona

Lige nu er Cecilie på barsel – men selvom hun ikke er at finde på gangene på 1748, dyrker hun i høj grad stadig musikken. I maj udkom hendes andet soloalbum Blue, som er udgivet af pladeselskabet April Records. Med sig på albummet har hun musikerne Peter Rosendal på klaver, Thommy Andersson på bas og Jakob Høyer på trommer.

Det er et meget personligt album, der både tager udgangspunkt i den nordiske jazz-tradition og Cecilies egne oplevelser:

”På mange måder er min nye plade en hyldestplade. Jeg er meget fascineret af de nordiske folkemelodier, som vi jo har stor en stor tradition for her i norden. Derfor har jeg arbejdet meget med at fortolke de stærke, velkendte melodier og føre dem ind i jazzens verden. Alle mine numre er originalkompositioner, men de er inspireret af ældre musiktraditioner.

Samtidig er det også en meget personlig plade. Jeg har skrevet et nummer til min afdøde far, som også selv var musiker, og jeg har skrevet et nummer til min søn, da han lige havde lært at gå. På den måde bliver den nordiske jazz og de stærke traditioner kombineret med min personlige fortælling,” fortæller hun.

Pladen og dens forudgående singler er udkommet i en tid, hvor traditionelle koncerter og forsamlinger er umulige. Det har været en helt særlig oplevelse:

”Når jeg ser tilbage, har det været en meget dobbeltsidet tid. Det har været meget konfronterende, at man ikke måtte komme ud og mødes med de folk, man spiller med – eller selv spille, for den sags skyld. Det har været meget specielt, men mange musikere har fundet andre veje, og jeg har også selv undervist online. Det troede jeg var helt umuligt – men det viste sig faktisk at fungere.

Det har samtidig også gjort, at jeg har kunne fokusere endnu mere på min soloplade, fordi jeg ikke kunne gøre så meget andet,” siger Cecilie.