Indkøbskurv
4
1748 er en musikskole, der tilbyder undervisning i
musik, teater, design og billedkunst.
Mand med guitar

Mød Anna Roemer 23. oktober 2019

- Guitarist, underviser og turnerende musiker

1748 sprudler altid af liv. Gangene giver altid genlyd af brudstykker af musik, sangtekster og af latter. For her interesserer vi os for musikken og for hinanden – og vores engagerede lærere brænder for at dele deres kreative og musiske evner med dig.

Bag 1748 står et helt hold af musiske ildsjæle. Her kan du møde én af dem.

Anna Roemer underviser i guitar og akustisk guitar på 1748. Bag sig har hun en bachelor- og kandidatuddannelse fra musikkonservatoriet. Hun indgår i flere bands som guitarist og har spillet et væld af koncerter og showcases – i Danmark såvel som i udlandet.

En del af et kreativt miljø
Anna har undervist på 1748 siden 2013 – sideløbende med hendes mange andre musiske projekter. Hun bor i København, men tager med glæde turen til Odense hver uge for at undervise:

”1748 er et drømmescenarie af en arbejdsplads. Mange af mine kollegaer er gamle studievenner, og der opstår altså et helt særligt miljø og atmosfære, når så mange udøvende musikere arbejder sammen. Jeg elsker, når hele skolen mødes til frokostpausen, og man får vendt hele verdenssituationen. 1748 er virkelig et fedt sted at være,” fortæller hun.

Over årene har Anna samlet sig en skare af trofaste elever, der kommer igen og igen – elever, hun kender godt, og som hun har set udvikle sig som musikere. Men der dukker også hele tiden nye ansigter op, og hver undervisningstime er vidt forskellig:

”Jeg har et bredt spektrum af elever og underviser både børn og ældre, nybegyndere og øvede. Det, der er fælles for alle mine elever, er, at de kommer frivilligt, og at de virkelig vil musikken. Og dét gør hele forskellen.

Det er vigtigt for mig at tage udgangspunkt i den enkelte elev, og jeg tilpasser min undervisning alt efter elevens ønsker og niveau. Jeg nyder at lære mine elever at kende, og jeg vil gerne inspirere dem – ligesom de konstant inspirerer mig med alt fra nye playlister til givende samtaler,” siger Anna.

Fra SPOT Festival til support act for Sting
Ved siden af sit virke i 1748 er Anna en aktiv musiker og spiller med bands og artister som AyOwA, Ida Kudo og albumaktuelle Ida Red.

I juli var Anna Roemer med, da Ida Kudo varmede op for Sting til to af hans koncerter i Østrig. En aftale, der kom i stand, da Anna spillede sammen med Ida Kudo på årets SPOT Festival, hvor en promoter tilfældigvis var på udkig efter nyt talent. Anna har spillet for Ida Kudo i halvandet år – og var glad for at være med på scenen i Østrig:

”Det var to fantastiske koncertoplevelser og første gang, jeg har spillet for et så stort publikum. Den første aften spillede vi for 7.000 gæster, og den anden aften var der 9.000. Det var virkelig en stor oplevelse – men vi var også klar til den. Vi har spillet til mange vigtige og store showcases, så det virkede som et naturligt næste skridt. Ida er sådan en talentfuld performer, og hun kan sagtens kan fylde en scene ud – også en stor en af slagsen,” fortæller Anna og afslutter med et smil:

”Jeg var fan af Stings musik i forvejen – men efter den her oplevelse tror jeg, jeg er blevet en endnu større fan!”